DM for 606 i Hellerup

DM for 606 i Hellerup

I weekenden 19.-20. sept. deltog Bo Schülein og undertegnede i DM for 606 i Hellerup.

Jeg kørte båden ind fredag eftermiddag og efter en hurtig søsætning, som med en ”rigtig” kran kun tager 30 sekunder, modsat i Bandholm, hvor samme proces tager ½ time, sejlede vi ud for at træne. Bo havde ikke været med siden Svensk Mesterskab sidste år, så formen skulle lige pudses af.

Efter 1 times træning følte vi os klar til kamp, sejlede i havn og foretog registrering i bureaet. Fik sejladsbestemmelserne udleveret, som jeg hurtigt skimmede og spurgte om der var noget særligt vi skulle være opmærksom på – det var der ikke.

Lørdag skulle starten gå kl. 11. Laserne var inddelt i 2 starter (klasser) og ved signalflag E (blå/rød) var det 606ernes start.

Vores 1 sejlads blev en katastrofe; det viste sig at gaten skulle respekteres på 2. lænser lige før mål! Banekortet var kun blevet udleveret til sejlere der registrerede sig om lørdagen, så da vi var gået i mål som nr. 3 kunne vi konstatere, at vi blev noteret DNF (udgået!)

Så måtte vi tage os sammen og lavede derfor en 1. plads i 2. sejlads! Derefter en 3. plads, men så gik det galt igen. Der var nu stor fordel ved bagbord startmærke, så der skulle vi naturligvis ligge ved 4. start. Det skulle alle de andre 14 både også, så vi blev presset, dels af bådene, dels af stærk strøm, så vi sejlede ind i startmærket som vi fik på roret og havde på slæb. Det blev derfor til en 10. plads.

Der blev sejlet 5 sejladser om lørdagen.

Søndag skulle starten gå kl. 10, men p.g.a. springende og skiftende vind ventede vi 3 timer i regnvejr, før starten gik. Vi lagde ud med en 1. plads, derefter en 3. og i sidste sejlads en 4. plads. Med 2 fratrækkere kunne vi derfor redde æren og gå på podiet med bronze om halsen.

Det blev en rigtig god weekend med mange hektiske mærkerundinger, ikke mindst når der også var alle Laserne med, og udfordrende spilersætninger/nedtagninger i vinde fra 3 til 10 sek. mtr.

15 både deltog, hvilket er et krav for at få Dansk Sejlunions anerkendelse som officielt DM.

Ole Matzen